Praktisk

Køb af killing

Hvad følger der med en killing fra Bønsdorff's — og hvad lægger vi vægt på, når vi finder det rette hjem.

  • Pris7.000 kr. uanset køn og farve
  • Depositum2.500 kr. ved reservation
  • RestbeløbBetales ved afhentning
  • Alder ved leveringCa. 16 uger
  • StamtavleFelis Danica
  • Forsikring1 måned ved Agria

Når du køber en killing hos os, vil den være sundhedstjekket, vaccineret 2 gange, chipmærket, registreret i Dansk Katteregister samt neutraliseret. Killingen har stamtavle ved Felis Danica.

Killingerne er sygeforsikret ved Agria, og der medfølger en måneds sygeforsikring — herefter vælger man selv, om man vil overtage forsikringen fremadrettet.

Der medfølger en lille madpakke med det foder, killingen er vant til, et tæppe og lidt legetøj. Killingerne vil være omkring 16 uger, når de er klar til at flytte hjemmefra.

Ikke som enekat

Européen er en aktiv race, som trives bedst med selskab af en anden kat, og vores killinger sælges derfor ikke som enekatte. Hvis du ikke har en kat i forvejen, vil vi derfor gerne have, at du køber to. En rolig hund kan alternativt også fungere som ven.

Udeliv

Vi anbefaler ikke, at man holder europé som fritløber, men européen vil have meget glæde af en voliere, løbegård eller indhegnet have. En gåtur i sele kan også vække begejstring, og européen er som regel dygtig og flink til at lære at gå i sele. Ellers er en tilværelse som ren indekat også fint, når bare katten har selskab og tilpas med aktivering.

Se hvordan vores løbegård ser ud →

Kom på besøg

Hvis man overvejer at få en europé og ønsker at opleve racen, er man meget velkommen til at kontakte mig for et uforpligtende besøg. Vi viser gerne vores katte frem og fortæller om racen — også selvom det ikke er med henblik på at købe en killing lige nu.

Voksne katte

Vi har ind imellem voksne katte til salg. Det kan være tidligere avlskatte, som trænger til nye rammer, da det ind imellem kan være vanskeligt for vores avlskatte at finde deres plads i flokken igen efter kastration/sterilisation. Prisen for en „pensioneret“ avlskat er lavere end for en killing, men der medfølger samme pakke: sundhedstjek, vaccination, chip og kastration/sterilisation. Det kan dermed være en mulighed for at få en racekat til en lavere pris, og man får desuden en kat, som er ovre „lømmelalderen“.

Vi er lige så omhyggelige med at finde det rette match til vores voksne katte, som vi er til vores killinger.

Skriv til os

Er du interesseret i at købe en killing, så skriv gerne lidt om dig selv, hvorfor du ønsker en europé, og hvilke rammer du kan tilbyde en kat.

Kontakt os